Parforholdet er et langdistanceløb: det kræver energi, koordinering og reparationer undervejs. Når konflikter gentager sig, når tavshed eller kritik fylder for meget, eller når nærhed og lyst er blevet væk, kan en psykolog til par give et struktureret rum, hvor I både får ro på systemet og lærer konkrete færdigheder, der holder udenfor terapilokalet. Her får I en dybdegående guide til, hvad parterapi er, hvordan en psykolog typisk arbejder, hvad I kan forvente i de første uger, og hvordan I vurderer, om forløbet virker.

Hvad er parterapi – og hvad er målet?

Parterapi er ikke et dommerbord, hvor en vinder og en taber kåres. Det er et arbejdsfællesskab med tre mål:

1. Stabilisering: nedbringe konfliktintensiteten, så I kan tale sammen uden at eskalere.

2. Forståelse: kortlægge jeres interaktionsmønstre – både det adfærdsmæssige (hvad I gør/siger) og det følelsesmæssige (hvad det vækker).

3. Færdigheder: lære og øve nye måder at håndtere forskelle, behov, sårbarheder og grænser på – så I får reel effekt i hverdagen.

En psykolog hjælper jer med at oversætte “vi skændes hele tiden” til en præcis beskrivelse af det mønster, der kører, fx: “Jo mere jeg presser for svar, jo mere trækker du dig – og så presser jeg endnu mere.” Når mønsteret bliver synligt, bliver det muligt at gøre noget andet.

Hvornår giver det mening at søge hjælp?

• Gentagne konflikter om de samme temaer (økonomi, opgaver, børn, svigerfamilie, sex).

• Lavt nærhedsniveau, kritisk eller sarkastisk tone, meget tavshed.

• Sidespring/mistanke om utroskab – både ved akut krise og i reparationsfasen.

• Livsovergange: spædbarnstid, sammenbragte familier, sygdom, arbejdspres, flytning.

• Seksuelle udfordringer: forskellig lyst, smerter, rejsningsproblemer, porno/jalousi.

• “Vi fungerer som kollegaer/roommates” – savn af oplevet partnerskab.

Jo tidligere I kommer, desto mindre “brand” skal slukkes, men selv langvarige mønstre kan ændres med målrettet arbejde.

Metoder – forskellige veje til samme mål

Gode parpsykologer trækker på flere evidensbaserede retninger:

• EFT (Emotionsfokuseret parterapi): arbejder med tilknytning, primære følelser og tryggere kontakt.

• Gottman-tilgangen: fokus på konflikt-hygiejne, venskab, “reparationsforsøg” og livsdrømme.

• IBCT/Adfærdsparterapi: accepterende tilgang + konkrete adfærdsændringer og problemløsning.

Det afgørende er ikke etiketten, men om psykologen kan forklare, hvordan metoden lander hos jer – og vise det i rummet.

Sådan forløber de første 3–4 sessioner

1. Fælles kortlægning (90 min.)
   I fortæller jeres historie og beskriver typiske konflikter. Psykologen giver et foreløbigt bud på jeres mønster (fx “forfølger–tilbagetrækker” eller “parallelle liv”) og foreslår første hjemmeopgave (fx pause- og genoptagelsesaftaler under konflikter).
2. Individuelle samtaler (45–60 min. hver)
   Hver part får én samtale alene. Her afdækkes personlige triggere, håb, grænser og eventuel sårbarhed, der er svær at sige højt sammen. Psykologen vurderer samtidig, om der er forhold (fx vold, active misbrug) som kræver anden indsats.
3. Fælles plan og første færdigheder (60–75 min.)
   I får en tydelig problemformulering (“Når X sker, gør vi A→B→C”), samt 1–2 færdigheder at øve: konfliktstop, “jeg-budskaber”, lytte-roller, time-outs, reparationssætninger, deling af sårbar intention (“det jeg egentlig længes efter, er…”).

I kan forvente hjemmeøvelser fra start – ikke som lektier for lektiernes skyld, men fordi det er derhjemme forandringen skal ske.

Konflikthygiejne: små regler, stor effekt

I akutte skænderier mister man hurtigt den del af hjernen, der kan samarbejde. Aftal derfor “hygiejne”, mens I er rolige:

• Pause-aftale: En af jer kan kalde pause i 20–30 min., uden straf. Den, der kalder, har ansvar for at genoptage samtalen på et aftalt tidspunkt.

• Tempo og tur-tagning: 2–3 minutters taletid pr. tur; den andens opgave er kun at spejle og opsummere.

• Reparationsforsøg: Små sætninger, der redder jer, når I glider (“Start forfra?”, “Det her betyder meget for mig”, “Kan vi tage det langsommere?”).

• Forbudte våben: Nedgørelse, hån, stenmur, gammel regnskabsføring – skriv dem ned, hæng dem op, og stop, når I ser dem.

Disse regler er banale – og livsvigtige. De sætter bremser i et system, der ellers accelererer.

Fra kritik til behov: at tale så den anden kan høre

Kritik sætter forsvar i gang. Skift format:

• Fra: “Du hjælper aldrig med børnene.”

• Til: “Når jeg står alene med putning, føler jeg mig presset og uvigtig. Jeg har brug for, at vi deler opgaven i aften.”

Strukturen “når X sker, føler jeg Y, jeg har brug for Z” gør en verden til forskel. Psykologen støtter jer i at finde sproget for det, der i virkeligheden er længsel, ikke angreb.

Tilknytning og sårbarhed: den dybere reparation

Bag mange skænderier ligger frygt: at være alene, utilstrækkelig, kontrolleret, afvist. I EFT arbejdes der med at turde vise den primære følelse (sorg, frygt, ensomhed) i stedet for den sekundære (irritation, kritik, kulde). Når det lykkes, skifter partneren oftere fra forsvar til omsorg – og mønsteret ændrer sig uden “instruktion”.

Øvelse: Den ene deler i 2–3 minutter, kun om egen indre oplevelse (“det, der sker i mig, når du lukker ned, er…”). Den anden lytter og spejler uden at løse eller forsvare. Byt.

Utroskab: fra krise til protokol

Ved sidespring har vi først en stabiliseringsfase: fuld gennemsigtighed, stop for løgn/hemmeligheder, tilknytning af støtte (ikke hemmelig allieret), aftaler om kommunikation. Derefter en forståelsesfase: hvorfor opstod sårbarhed i forholdet/individet, uden at udskifte skyld med undskyldning. Til sidst genopbygning: grænsesætning, nyforhandling af behov, plan for forebyggelse.

Der er ingen genvej. Men struktureret arbejde kan gøre krisen til et vendepunkt.

Sex og intimitet: lyst, tryghed og leg

Seksualitet er både biologi, psykologi og kultur. Terapi kobler tre spor:

• Tryghed: færre konflikter og bedre kommunikation øger lyst.

• Kroppens gear: regulering af stress og træthed, praktiske rammer (tid, afbrydelser, privatliv).

• Leg og nysgerrighed: graduerede øvelser (fx sensate focus), fokus på berøring uden præstationskrav, udforskning af lyst-koder og “tænd/sluk”-faktorer.

Forskellig lyst er normalt. Målet er at finde en rytme, hvor begge føler sig set, og ingen oplever sex som pligt eller afvisning som personligt nederlag.

Når individuel terapi er nødvendig – eller utryghed gør parterapi uegnet

Parterapi kan ikke stå alene ved aktivt misbrug, ubehandlet svær psykisk lidelse eller vold. Her prioriteres sikkerhed og individuel behandling først. En ansvarlig psykolog hjælper jer med den vurdering.

Hvordan ved vi, om det virker?

I skal kunne måle forandring – ikke kun håbe:

• Konfliktfrekvens og -varighed falder.

• Mindre intensitet, hurtigere reparationer.

• Flere positive interaktioner (berøring, humor, taknemmelighed).

• Øget åbenhed om sårbarhed – uden at det ender i angreb/forsvar.

• Mere planlagt nærhed (samtale-tid, mini-dates, fælles projekter).

• Følelse af at være et team om praktiske ting – aftaler holder.

Evaluer efter 4–6 gange: Hvad er bedre? Hvad står stille? Hvad skal justeres i metoden?

Vælg den rigtige psykolog – og et format, I kan holde

• Erfaring og metode: Bed om eksempler fra lignende sager og en konkret plan for jeres første uger.

• Struktur: Sessioner på 75–90 min. giver ofte bedre plads. Fast rytme (hver/anden uge) i starten anbefales.

• Hjemmearbejde: Små, specifikke øvelser. Udenfor rummet sker effekten.

• Praktik: Aftal regler for afbud, tavshedspligt, kontakt mellem sessioner. Ved stormvejr kan en kort telefonisk “deeskalering” spare et tilbagefald.

• Online vs. fysisk: Online kan fungere, men ved høj intensitet er fysisk fremmøde ofte bedre.

Tre øvelser, der flytter mest – hurtigt

1. Daglig indtjekning (10 minutter): Hver deler tre punkter: noget jeg sætter pris på i dag, noget der var svært (uden diskussion), en konkret støtte jeg ønsker i morgen.

2. Konflikt-stop & genoptag: Når pulsen stiger: sig “pause”. Tag 20–30 min. væk. Genoptag med skabelonen “når X, føler jeg Y, jeg har brug for Z”.

3. Mikro-nærhed: To daglige mikromomenter á 30–60 sekunder (hånd på skulder, øjenkontakt, kys), uanset humør. Det lyder småt, men ændrer klimaet.

Hvad hvis vi er i tvivl, om vi skal blive sammen?

Parterapi kan også være et værdigt rum for afklaring. Målet er ikke nødvendigvis “bliv sammen”, men klarhed og et samarbejdende farvel, hvis det er rigtigt. En psykolog kan facilitere en tidsafgrænset afklaringsproces med regler for adfærd, intimitet og kommunikation, mens I undersøger beslutningen.